Vi tester sirenerne 4. maj kl. 12.00 (МИ ВИПРОБОВУЄМО СИРЕНИ 4 травня о 12:00)
Information om sirenetest første onsdag i maj
Hvad er sirenevarsling og hvordan bruges det?
Når der ved større ulykker og katastrofer er en akut fare for skader på mennesker eller ejendom, kan befolkningen blive varslet om faren ved hjælp af det landsdækkende elektroniske sirenevarslingssystem.
Sirenevarslingssystemet
Sirenevarslingssystemet drives og vedligeholdes af Beredskabsstyrelsen. Der er opsat i alt 1.078 sirener på bygninger eller master i byer og byområder med flere end 1.000 indbyggere. Sirenerne kan høres af omkring 80 % af befolkningen. I områder uden for sirenernes rækkevidde kan politiet varsle ved at bruge mobile sirener. Sirenerne har egen nødstrømsforsyning, så de også kan virke under strømafbrydelser.
Politiet varsler
I tilfælde af en større ulykke eller katastrofe kan politiet beslutte at varsle med sirenerne. Samtidig sendes en beredskabsmeddelelse til DR og TV2. Sirenerne startes af politiet. De kan varsle hele
befolkningen på én gang, eller der kan varsles i enkelte regionale eller lokale områder. Politiet kan også starte sirenerne enkeltvis og på den måde varsle i meget afgrænsede områder. Døve og hørehæmmede kan tilmelde sig varsling hos Beredskabsstyrelsen og dermed blive varslet via sms. Siden 1994 har demonstration af sirenevarslingssystemet fundet sted én gang om året – altid den
første onsdag i maj klokken 12.
Alle sirenerne afprøves hver nat – dog uden lyd.
Hvordan skal man handle?
Når sirenen lyder, skal man gå inden døre og lytte til DR eller TV2. Det er en god ide at sikre sig, at alle omkringstående har forstået varslingssignalet. DR og TV2 vil i varslingssituationen bringe meddelelser om, hvad der sker, og hvad man skal gøre. Meddelelserne vil komme fra politiet eller andre myndigheder. DR og TV2 vil også bringe informationer om varslingssituationen
på tekst-tv side 150.
Signaler
Varsling om ”fare” sker ved, at sirenerne afgiver et særligt lydsignal. Signalet om fare består af én lyd, som stiger hurtigt og derefter falder langsomt. Lyden kommer
fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder. Faresignalet illustreres sådan:
Sirenevarslingssystemet vil også blive brugt, når faren er overstået. Systemet vil afgive et andet signal, der betyder, at faren er forbi. Lydsignalet er én lang ensartet tone, som varer
45 sekunder. Signalet om at faren er forbi, illustreres sådan:
Når signalet om ”faren er forbi” har lydt, kan man igen gå udendørs.